På fotoet ses en sjagger der endnu en gang angriber min fiskekammerat Peter Heiberg. De første to-tre angreb var de værste….. Maj måned i Sydsverige; jeg og Peter er kørt til en lille elv med chance for laks. Vi er de første der fisker denne sæson, det er sandsynligvis for tidligt. Der er rigtig flot ved den lille elv, så vi prøver alligevel, bare for at slappe af og nyde naturen, man ved jo aldrig…. Peter fisker først ned over stykket, og er forsvundet nedstrøms, rundt om et sving, da en højlydt skræppen, fra et af træerne nedstrøms, påkalder sig min opmærksomhed. En brunlig fugl på størrelse med en solsort sætter af fra træet og flyver direkte imod mig. Jeg står helt stille og når at tænke; ”det kan være at den sætter sig på fluestangen”, da fuglen rammer mig i hovedet, skræpper voldsomt og flyver tilbage til sit træ. Lidt efter skræpper den igen og gentager sit angreb mod mig. Peter dukker op med et smørret grin og siger; ”bare vent til du kommer lidt nedstrøms”. Jeg fortæller ham at hvis det er fuglen han mener, så har jeg allerede set den på meget nært hold. Han peger op på sin hat. Den er helt hvid foran. Jeg forstår at jeg har været lykkeligt forskånet for det værste angreb. Sjaggeren, for en sådan var det åbenbart, havde satset hele sit tarmindhold under sit første angreb. I panden på Peter……

(Sjaggeren hedder Björktrast på svensk, men kaldes også Dyngtrast. Dynge, betyder at skide på svensk, fuglen er kendt for at angribe alt der nærmer sig dens rede, og bruge alle midler).