Søg i indhold


LAKSEFISKERI

Laksefluefiskeri er afhængighedsskabende, for de fleste…. Nogle opgiver hurtigt "de umulige laks", men de der oplever at få hug på fluen og måske lande en laks, er som regel fortabte…. For de fleste er laksefiskeri hårdt arbejde i herlige omgivelser, medmindre man har penge eller forbindelser der kan optimere chancerne for at fiske på de bedste pladser i de bedste elve. Selv her er man underlagt forholdenes indvirken, men der skal slides mere for hver fisk på et hårdtfisket dagkortstræk i den billige ende af skalaen, både fordi der er flere fiskere at dele pladserne og chancerne med, men også fordi et billigt stræk som regel netop er billigt, fordi det ikke giver stabile storfangster… Der er altid nogle få fiskere som kan "et eller andet udefinerbart" som gør at de fanger langt flere laks end gennemsnittet. Lokalkendskab, god kasteteknik, indsigt i de rette fluer og hvordan de fiskes og ihærdighed er nogle af ingredienserne i storfangernes succes. Alle os andre, der "nyder naturen" og kastene, og en gang i mellem fanger en laks, vil nok give den skotske laksefisker der udtalte følgende ret; "bliv ikke forbavset hvis du ikke fanger en laks, bliv forbavset hvis du fanger en". De der ikke er blevet forbavsede endnu, kan sikkert nikke genkendende til "Laksefiskerens Klagesang", fra Ludvig Svendsens "Lystfiskerbogen", fra 1947; (lettere omskrevet) "En gang for tidligt, en gang for sent. En gang for ustadigt, en gang for smukt. En gang for lavt, en gang i flom. Noget var galt, hver gang jeg kom"...

Værd at bemærke: John Ashley Cooper som dedikerede sit liv til laksefiskeriet skrev i sin bog "A salmon fishers odysse": "When a fisherman has caught some 500 salmon he is apt to think he knows the long and the short of the whole business. With 1500 fish to his rod he begins to be less certain, and by the time he has landed several thousand he has realized he will never get to the bottom of the matter."



Tilbage...
 
 
Kode www.jesmadsen.com | Design www.defooze.dk