|
Røding fra en lille fjeldsø i 800 meters højde.
Rödingen, eller fjeldørreden, som den kaldes på dansk er en fascinerende fisk. På trods af dens fedtfinne og dens umiddelbare ørred- eller lakseudseende adskiller den sig fra laksefiskene i familien ”Salmo”. Dens latinske navn er Salvelinus Alpinus og til forskel fra ørreder og laks har den lyse pletter på mørk baggrund. Rödingen findes i forskellige former, og der kan i det samme vandsystem findes flere, eller alle, former der lever helt adskilt fra hinanden og har hver deres niche i økosystemet. Rödingen er en koldtvandsfisk der har sin udbredelse i arktiske og subarktiske miljøer. Der er både havvandrende og stationære former. I store søer lever ”storrödingen”, der ernærer sig som rovfisk og bliver op til over 10 kilo, den fanges som regel på dybdetrolling. I elve og søer på fjeldet findes fjeldrödingen der hovedsageligt lever af krebsdyr og insekter, og derfor egner sig perfekt for fluefiskeren.
|
|
Vue over fjeldet over trægrænsen.
Over trægrænsen, og på højfjeldet er rödingen den eneste fisk der kan overleve og her har den optimale forhold i det barske og kolde miljø. Den opnår også ganske pæne størrelser, helt op til 4-6 kilo, hvor forholdene er optimale, men oftest regnes eksemplarer fra kiloet og opefter som store fisk. Den mindste form er en nærmest dværgagtig röding der lever i næringsfattige søer, hvor den hele livet igennem lever af planktonorganismer og sjældent bliver større end 25-30 cm. Miljøet og fødetilgangen afgører hvor store fisk der er chancer for på den pågældende fiskeplads. Forstået på den måde, at uanset hvor perfekte forholdene ser ud, og hvor gode fluer man har, og hvor dygtig man er, vil man aldrig kunne fange en stor röding i en sø eller strøm hvor der ikke er potentiale for at fiskene kan vokse sig store. Problemet er at det er svært at vurdere vandet ud fra andet end hvad man kan se med det blotte øje. For eksempel er størrelsen på vandet ikke en afgørende faktor, selv i de mindste fjeldsøer, kan der svømme store röding rundt. Det vigtigste er at der findes grobund for insektliv eller at der findes f.eks. Gammarus. Det vil som regel sige at søer eller strømme, med grunde områder og vegetation nær bredden og i vandet er de ”sikreste”, mens fjeldsøer uden bredvegetation, med golde klipper ned til vandet og dybt vand uden bundvegetation eller grunde områder som regel ikke producerer, hverken mange eller store fisk. Ingen regel uden undtagelser, men som retningslinie for hvor man bør fiske er de ovenstående faktorer værd at tage med i overvejelserne omkring valg af fiskeplads. Det allersikreste er selvfølgelig at skaffe sig oplysninger på forhånd og udnytte andres viden og erfaringer for at være så sikker som muligt på at fiske i et potentielt godt vand.
|
|
En vidunderlig morgen, med røding. Rödingen er aktiv selv ved meget lave temperaturer. Isfiskeri er nok den mest effektive fiskemetode, men for fluefiskeren er der allerede tidligt på forsommeren gode chancer, så snart isen er væk på søerne. Det meste fluefiskeri i de skandinaviske fjelde foregår dog i den korte højsommer, hvor insekt og krebsdyrlivet er på sit højeste. Rödingen kan på denne årstid være utroligt selektiv og derfor svær at fange. I perioder kaster de sig over hvad som helst, men generelt set er rödingfiskeri en udfordring, hvor alle ens evner og teknikker kommer på prøve, og man aldrig er sikker på resultatet. Rödingen er aktiv i de lyse nætter, og i fjeldsøer vil man ofte kunne se flere fisk ”vake”, hen på aftenen og først på natten. Oftest med forsigtige små ringe i overfladen, der nærmest minder om regndråber der falder, og kun kan ses på næsten helt spejlblank overflade. Dette indikerer som regel at fiskene tager fluefiskerens forbandelse, klækkende fjermyg der hænger lige i overfladefilmen. I denne situation er fiskeriet meget svært, da der for det første, som regel er enorme mængder af den ægte vare, der derfor er svære at hamle op med, men også fordi fjermyggene er irriterende små og kræver meget små fluer på tynde forfang. Når Rödingerne tager vårfluer eller døgnfluer er fiskeriet lidt lettere, de lidt større og mere sparsomt forekommende fødeemner tages som regel lidt mindre forsigtigt. I mange fjeldsøer ernærer rödingen sig hovedsageligt af Gammarus tanglopper, og i sådanne søer vokser fiskene hurtigt og bliver mere velkonditionerede end i næringsfattige vande. Tanglopperne stiger med det svindende lys i aften og nattetimerne mod overfladen og rödingerne tager dem ofte ret voldsomt og afslører dermed deres tilstedeværelse. Når fiskene tager tanglopper nær overfladen er selvfølgelig en god ide at prøve med en tangloppeimitation, eller f.eks. en superpuppe, der også er en udmærket tangloppeimitation. Er fiskene aktive nær overfladen, vil de ofte tage en vårflueimitation, også selvom de er i gang med at æde tanglopper. |
|
Rødingnakke i Miekak.
FISKERI I STRØMMENDE VAND: I strømvande med søer eller ”sel” med röding, vil rödingerne om sommeren ofte trække ned i strømmene eller i nærheden af indløb eller udløb for at æde insekter, oftest forsknott, der er en kvægmygggeart, der minder om den almindelige knott, men også forskellige stadier af vårfluer, døgnfluer, fjermyg og krebsdyr. Fiskeriet er ekstremt spændende, men også i perioder meget svært, og en sjælden gang i mellem umuligt. Oftest vil de ”mistænksomme” fisk kun tage fluen hvis man har et perfekt drift, hvilket er ganske krævende, og derfor er rödingfiskeri i strømmende vand en stor udfordring for tørflue- eller nymfefiskeren. Heldigvis har jeg flere gange oplevet at rödingerne har taget vårflueimitationer selvom det egentlig var kvægmyggelarver der stod på menuen. Heldigvis, fordi de små kvægmyggelarver der sidder fast på sten på bunden af strømmen er stort set umulige at imitere (en måde kunne være at lime en imitation fast til en sten som lægges ud i strømmen, og så er det bare at vente...:o). Rödingen kan dog blive så selektiv at det er nærmest umuligt at få dem til at reagere på andet end imitationer af netop det aktuelle fødeemne.
|
|
Rødingfiskeri i den smukkeste natur.
Et andet problem med rödingen er at de virker ”klogere”, eller mere mistænksomme end andre fisk. De giver sig ofte god tid til at inspicere fødeemnet hvis der er et eller andet mistænkeligt ved det. Dette har jeg oplevet flere gange, f.eks. i Miekaks legendariske rödingstrømme, hvor jeg selv og min fiskekammerat Peter Heiberg, flere gange har fisket röding. Der var tydeligvis en del fisk på nakkerne og i strømmene, vi så jævnligt ”vak” og fangede fisk på vores Streaking Caddis fluer. Det interessante og specielle var at efter en fisk eller to, eller bare et hug eller to, virkede det som om alle rödingerne vidste at der var noget galt. En anden flue eller et andet drift, eller måske en anden affiskningsteknik eller hjemtagning kunne lokke et par fisk til, men det var tydeligt at fiskene hurtigt lurede at der var noget galt, hvis man bare fortsatte med samme teknik, eller flue. Til vores store overraskelse var de fisk vi gemte til at stege på bålet, og derfor dissekerede, fyldt med kvægmyggelarver og en slags ”mos” der gror på bunden af de kolde bjergstrømme. Rödingerne havde åbenbart ”græsset” på stenene og udelukkende ædt de små larver der sidder fastsuget på stenene. På trods af dette tog de alligevel vores vårflueimitationer, og det er fluefiskerens store fordel i de subarktiske områder nord for polarcirklen. Fiskene har simpelthen ikke ”råd” til at lade et eventuelt fødeemne passere upåagtet forbi. Det inspiceres, og virker det overbevisende tages det, måske...
|
|
Kilosrøding før genudsætningen, fisken ligger på siden i vandet. Selve det at opfatte at en röding har taget fluen kan være meget svært. Ofte vil man opleve lidt nippen eller måske bare at forfanget flytter sig lidt, eller at der bare er ”et eller andet underligt”, der ved en opstramning, måske resulterer i fast fisk. At rödingen (som man næsten kunne kalde ”fjeldets multe”), så samtidig er uhørt stærk i forhold til dens størrelse, giver en ekstra udfordring når først den er kroget. Selv fisk på halvkiloet kan tage lange udløb og levere problematiske bataljer i strømmende vand. Fisk på kiloet er virkelig hårde modstandere og giver selv garvede fluefiskere sved på panden. Større fisk kan give næring til lystfiskerihistorier med tømte hjul og knækket forfang (og selvtillid). En af grundene til at rödingen kæmper så hårdt i strømmende vand er, udover at fisken er stærk, at den har meget store finner i forhold til f.eks. ørred. Der er mere at styre og stå imod med i strømmen. Rödingen er hen på sommeren, når den er iklædt sin legedragt, et studie i skønhed, med sin dybrøde eller orange bug, sin olivengrønne ryg og sine snehvide finnekanter. En farvestrålende og ”eksotisk” fisk i den ellers golde og barske natur. Rödingen smager himmelsk, stegt på bålet, og det er den eneste grund til at jeg ind i mellem har ”nakket” en enkelt eller to af de mindre eksemplarer, for man nænner det næsten ikke, så smuk og speciel den er… |
|
En 2-kilosrøding fra Arjeplogsfjeldene, fanget (og genudsat) i en lille "tjern" i 800 meters højde på "superpuppen" i str. 12. |
|
Tilbage...
|
|
|
