Sg i indhold



Grej og fluer man kan stole på er vigtige ingredienser.
Allroundgrejet til fjeldfiskeriet i Lapland er en 9 fods stang, klasse 5/6, med flydeline (en synkeline kan være en fordel i visse situationer). Det lyder måske voldsomt, men fiskeriet foregår ofte i blæst og der er chance for fisk der selv på dette grej kan give problemer. Desuden kræves der grej i klasse 5/6 for at det skal være behageligt at kaste f.eks. guldhovednymfer eller tungt belastede fluer. Mit eget grej består af en Hardy Ultralite plus, 9 fod, klasse 6, med tilhørende dobbelttaperet flydeline. Stangen er stærk og velegnet til både overhånds og specialkast, har nogle fantastiske mendingsegenskaber og i det hele taget en fantastisk linekontrol. De sidste par år har jeg anvendt et Compo 69 hjul, der både er billigt, stærkt og let, men har nu også købt (en investering kan man vel ikke kalde det) et Galvan OB4 som jeg er blevet mere og mere glad for på trods af at jeg syntes det er lidt "pinligt" at anvende et hjul til næsten 3000,-, man kunne jo have fisket for pengene i stedet. Til det helt forsigtige fiskeri, f.eks. efter röding på stille søer og nakker har jeg anvendt en Hardy GEM, 8 fod, klasse 4, også med dobbelttaperet flydeline og Compohjul. Denne stang er også en rigtig god stang der kaster fint og er bundsolid, men skulle jeg vælge om, ville jeg nok foretrække den samme stang i en lidt længere udgave, for bedre at kunne holde linen højt over buske og krat. Man bør tænke sig gevaldigt om hvis man er til finlir med de helt lette lineklasser såsom # 0,1,2 osv., det kan hurtigt udvikle sig til noget der nærmer sig dyre - eller fiskeplageri, specielt hvis det drejer sig om pladser med hård strøm eller chance for større fisk. Man får rigeligt at se til med klasse 5/6 stangen selv med en fisk over halvkiloet i god strøm. Hvad angår forfang er halvanden stanglængde passende til det meste, både kaste og præsentationsmæssigt. Spidsen bør være fra 0,14 - 0,23 i de fleste tilfælde, men i hård strøm har jeg ind i mellem anvendt 0,28 mm. i forbindelse med f.eks. store Woolybuggers. 0,10 mm. kan være en fordel på blankt vand og i forbindelse med meget små fluer, men generelt set er 0,14 / 0,16 allroundforfanget.



Tilbage...
 
 
Kode www.jesmadsen.com | Design www.defooze.dk